søndag den 27. oktober 2013

Kylling og stress over madplan

 
Segnefærdig af søvnmangel grundet syge børn og syg mand, må jeg erkende, at ugens madplan er gået helt i vasken. Troede lige jeg skulle være så overskudsagtig, men som altid må jeg acceptere, at jeg blot er et helt almindeligt menneske uden superkræfter - det være sig også uden superwomandragten, som jeg egentlig godt kunne drømme om.... Den skal jo ikke vaskes eller noget. Bare på med den og så er man kørende. Istedet står jeg med vasketøj op over begge ører.
Men det er jo ikke fordi vi har sultet, nej den går ikke.
Kyllingen blev lavet til to forskellige retter for at bruge diverse rester i køleskabet. Og i går, hvor vi skulle have spist ude, købte jeg et par bøffer og serverede resten af køleskabet on the side. Så var der plads til ugens indkøb som blev leveret i morges.
Den kommende uges madplan er lavet, men indkøbslisten kommer løbende, da man aldrig ved hvilken efterårssygdom Mille nupper med hjem fra vuggestuen næste gang. Og så skal man jo helst være lidt fleksibel. Derfor har jeg købt de overordnede råvarer ind, og så klarer jeg resten hen ad vejen.

I skal dog ikke snydes for mine opskrifter på kylling på to måder til to dage;-):

Kylling med estragon sauce / kylling med tomat- og ostesauce:

Ingredienser til kyllingesteg:
1 stor kylling (køb nu en øko én af slagsen. De koster mere ja, men der er så meget mere kød på og langt mere smag i)
1 citron
Olivenolie
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Pak kyllingen ud og skyl den. Læg den i en lille bradepande og smør med olie og drys med salt og peber. Ind i ovnen på 180 varmluft i en times og et kvarter og så er den klar til at blive delt ud til to måltider - altså til to voksne og to småtspisende børn

Til estragon sauce:
Væde fra kylling
1/2 liter fløde
Et par skefulde Philadelphia
Estragon
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Væde hældes i en pande med fløde og reduceres lidt. Derefter skrues der ned for varmen og flødeosten og estragon, salt og peber tilsættes. Saucen er klar når osten er smeltet.

Til tomat- og ostesauce:
150 gram danablue
2 store spsk tomatpuré 
2 spsk fløde
2 spsk smør
Oregano
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Smørret smeltes og osten tilsættes. Når osten er smeltet kommes resten af ingredienserne i. Saucen hældes over kyllingen som er skåret ud i mindre bidder i et ildfast fad og sættes i ovnen ved 180 grader varmluft.

Til retterne serverede jeg den ene dag portobellosvampe fyldt med hvidløgsost, som havde fået en halv times tid i ovnen ved 180 grader varmluft og den anden dag lavede jeg en råkost af tyndtskåret hvidkål med hasselnødder og en vinaigrette af macademiaolie og æblecidereddikke.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar